Kontoruddannelsen

Grundforløb og hovedforløb

Elevens samlede uddannelsesforløb består af et indledende skoleforløb (grundforløb) og eux-forløb og den efterfølgende oplæring i virksomheden (hovedforløbet).

I kontoruddannelsen skal alle elever nå et gymnasialt niveau for at blive udlærte. Derfor skal eleverne gennemføre et eux-forløb, før de starter på oplæringen i virksomheden, hvis de ikke allerede er studenter. Uddannelsesaftalen kan indgås, så den først starter, når eleven har gennemført grundforløbet (og eux-forløbet), men aftalen kan også omfatte grundforløbet.

Hovedforløbet består af 6 forskellige specialer, som alle er 2-årige. Hvis eleven allerede har overstået sit grundforløb og sit eux-forløb, vil uddannelsesaftalen med eleven derfor som udgangspunkt være 2-årig. 

Kontorelever Stok

Bliv godkendt som oplæringsvirksomhed

Ansættelse af elever forudsætter, at du har søgt og fået en godkendelse til at uddanne elever inden for uddannelsen. For at kunne uddanne elever skal virksomheden have arbejdsfunktioner, der er relevante for uddannelsen, og virksomheden skal kunne sikre eleverne tilfredsstillende oplæringsforhold.

Karrieredagene 2025 Billund 0985
Elevers skolebaggrund og adgangskrav

Længden af det samlede uddannelsesforløb afhænger af elevens skolebaggrund, men alle elever på kontoruddannelsen har et gymnasialt niveau, inden de starter på oplæringen i virksomheden.

Elever med 9./10. klasse gennemfører på kontoruddannelsen et obligatorisk eux-forløb. 

Elever, der allerede har en gymnasial eksamen, starter (næsten) direkte på hovedforløbet. Elever med et bevis fra hhx starter direkte på hovedforløbet, mens alle andre studenter skal gennemføre et 5 ugers grundforløb.