
Uddannelsesaftalen
Detailhandelsuddannelsen
Uddannelsesaftalen
Hvordan indgår virksomheden en uddannelsesaftale med en elev?
Alle virksomheder, der er godkendt til at uddanne elever, har en profil på www.lærepladsen.dk. Her kan du derfor også tjekke, hvilke godkendelser og uddannelsesaftaler du aktuelt har, og følge elevernes uddannelsesforløb.
Den lokale handelsskole/erhvervsskole hjælper meget gerne med at finde den rette elev til virksomheden, og det er også muligt at benytte laerepladsen.dk til at finde elever.
Det er gratis at oprette stillingsopslag om elever på Lærepladsen.dk, hvor stillingsopslag når ud til alle erhvervsskoleelever i hele Danmark. I kan også på Lærepladsen.dk få overblik over alle elever, der søger en læreplads i hele landet og tage direkte kontakt til de enkelte elever.
Ved opstart i hovedforløbet indgår oplæringsvirksomhed og elev en uddannelsesaftale om oplæring i virksomheden. Uddannelsesaftalen kan indgås, så den også omfatter grundforløbet.
De første 3 måneder af oplæringstiden er gensidig prøvetid, hvor elev og oplæringsvirksomhed kan bedømme, om uddannelsesaftalen skal fortsætte eller ophøre. Det står begge parter frit i prøvetiden at opsige uddannelsesaftalen uden varsel og krav om begrundelse. Efter prøvetidens udløb er uddannelsesaftalen uopsigelig.
Aftaler om oplæring af elever indgås på en særlig aftaleformular.
På www.lærepladsen.dk kan aftaleformularen udfyldes digitalt:
Formular og vejledninger findes også på ministeriets hjemmeside.
Handelsskolen/erhvervsskolen hjælper med at udfylde uddannelsesaftalen.
Der findes forskellige varianter af uddannelsesaftalens indhold afhængigt af, om eleven allerede har gennemført (dele af) sit grund- og hovedforløb, når aftalen starter:
- Almindelige uddannelsesaftale
- Ny mesterlære
- Kort uddannelsesaftale
- Kombinationsaftale
- Restaftale
Læs mere på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside via linker herunder.
Skolen vejleder om, hvilken aftaleform der skal anvendes, og hvor lang uddannelsesperioden skal være.
Uddannelsesområdets overenskomster
Alle uddannelsesaftaler skal følge uddannelsesområdets overenskomsters bestemmelser om løn, uanset om lærestedets øvrige medarbejdere er omfattet af samme overenskomst.
Elevers løn skal følge de overenskomster, der er indgået mellem arbejdsmarkedets parter i det pågældende faglige udvalg på uddannelsesområdet.
Nedenfor er en oversigt over uddannelsesområdets overenskomster. Hvis man er i tvivl om, hvilken overenskomst man skal følge, anbefales det, at man kontakter sin arbejdsgiver- eller lønmodtagerorganisation eller anden professionel rådgiver. De faglige udvalg vejleder ikke om overenskomstforhold.
- Butiksoverenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK Handel
- Landsoverenskomst for butikker mellem DI Overenskomst II og HK Handel
Lønrefusion og andet tilskud
Lærestedet betaler løn til sine elever under hele uddannelsesaftalen, også under skoleophold. Når eleven er på skoleophold, kan lærestedet til gengæld modtage lønrefusion fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB). Lærestedet modtager et orienteringsbrev om refusionen fra AUB, når AUB har modtaget indberetningen fra skolen om, at eleven har været på skoleophold.
AUB kan også yde tilskud til befordringsudgifter, som arbejdsgiven har afholdt i forbindelse med elevens skoleophold. Skolen oplyser om tilskud til den konkrete transport.
Læs nærmere, herunder om satserne for lønrefusion, på virk.dk.